Derfor har vi justeret på vores priser
Da Harry’s Place fik nye ejere ved årsskiftet, overtog vi et særligt sted, - men desværre også et sted i økonomiske vanskeligheder. Som del af flere tiltag for at bringe stedet på fode, er vi nødt til justere på priserne.
Det kommer næppe bag på nogen, at de danske pølsevogne over en bred kam er pressede fra flere sider nu til dags. De vogne, som tidligere har været knudepunkter og pejlemærker i bybilledet for godtfolk af enhver art, forsvinder desværre én efter én, og med dem forsvinder et stykke dansk kulturhistorie.
Efter vi overtog Harry’s Place, blev vi klar over at stedet havde større økonomiske problemer end ventet. Siden har vi arbejdet på initiativer der skal forbedre situationen. Vi har b.la. tilført flere midler, så vi kunne åbne den nye Harry’s Place i Lyngby og dermed øge omsætningen. Harry’s Place har i årevis leveret store underskud, hvilket desværre også var årsagen til at stedet til sidst blev erklæret konkurs. Vi har gjort meget for at drive Harry’s Place videre som vi overtog det, men desværre kan man ikke have en bæredygtig økonomi, hvis der løber flere penge ud, end der løber ind. Samtidig er priserne på alt fra svinekød til elektricitet steget gevaldigt over de seneste år, og tilsammen giver det en forretning, der også i år har givet et underskud på flere hundrede tusinde kroner. Dette tab er opstået, selvom de nye ejere ikke har udbetalt en krone til sig selv i løn.
Derfor har vi kigget rundt, for at se hvor priserne ligger hos andre andre større pølsevogne. Vi mener jo selv, at det man får på Harry’s Place, er af bedre kvalitet end hvad man kan få mange andre steder, og derfor kan vores priser heller ikke blive ved med at være billigere. Vi har derfor valgt at justere på vores priser, så de passer med udgifterne. Nogle priser er blevet hævet mere end andre, og dette skyldes at disse serveringer er for dyre at fremstille, i forhold til hvad de har kostet på menukortet.
Vi havde meget gerne undgået at indføre disse prisstigninger, men det vores eneste mulighed, hvis man forsat skal kunne komme på Harry’s Place.
Samtidig er der to ting vi ikke vil gå på kompromis med; nemlig de råvarer der indgår i Børgen, frikadellen og de andre favoritter fra menukortet - eller at gøre dem mindre for at spare, og så på lønforhold og arbejdsvilkår for dem der står bag disken. Begge er så vigtige for oplevelsen på Harry’s Place, og hvis de ikke skal forringes, så er vi desværre nødt til at justere behørigt på priserne.
Vi er dog også opmærksomme på, at det er hårde tider for de fleste, og vi vil gå langt for at gæster kan få deres vanlige Børge. Derfor har vi introduceret et lille stempelkort til vores stamgæster. Dette kort gør at gæsten får den tiende Børge gratis, således at de gæster der kommer ofte, vil opleve at den prisjustering som vi har indført på Børgen vil blive udlignet, ved at man ikke skal have penge op af lommen, når man kommer forbi efter den tiende.
Vi er samtidig også kommet frem til at driften af Harry’s Place i Sydhavnen ikke hang sammen økonomisk. Derfor har vi valgt at lukke stedet fra dags dato. Vi vil i den forbindelse gerne sige mange tak til den lille gruppe loyale gæster, som lagde vejen forbi Fragtvej 9 tit og ofte. Vi har sat stor pris på jeres besøg.
Vi havde meget gerne undgået at indføre disse prisjusteringer, men det er vores eneste mulighed, hvis man fortsat skal kunne komme forbi Harry’s Place, for at få sin vanlige Børge med Krudt, frikadelle og flæskestegssandwich. Vi holder meget af den originale pølsevogn, og vil gå langt for at den skal overleve. Dette er stadig vores målsætning, og derfor har vi i ejergruppen også besluttet at tilføre flere penge nu, - dels for at dække de tab der er opstået i løbet af året, og samtidig for at vi stadig kan holde åbent i den nærmeste fremtid.
Vi er klar over at dette ikke er gode nyheder for nogen, og vi forstår også sagtens hvis folk er skuffede over at skulle betale mere for sin Børge, frikadelle og flæskestegssandwich mv., men vi håber samtidig på jeres forståelse. Vi ønsker alle at Harry’s Place skal fortsætte med at eksistere, i morgen og for eftertiden.