Så er der nye pølser på grillen: B.93 opruster med en sand legende
En vaskeægte københavnerinstitution rykker ind på Østerbro Stadion. Fodboldklubben B.93 indgår nu et samarbejde med den ikoniske pølsevogn Harry’s Place, der fremover vil levere pølser til klubbens hjemmekampe.
Siden 1965 har københavnere lagt vejen forbi den legendariske pølsevogn Harry’s Place på Nordre Fasanvej på Nørrebro. Stedet er særligt berømt for at servere pølsen ‘Børge med Krudt’, en kraftkarl af en pølse, der er fremstillet af rene råvarer, serveret med den dertilhørende stærke og krydrede dyppelse, hvis kulinariske tilblivelse stadig er en velbevaret hemmelighed.
Børge med Krudt bliver fremover Østerbro Stadions officielle stadionpølse, som både hjemme- og udeholdets tilhængere kan sætte tænderne i til B.93’s hjemmekampe. ‘Børgen’, som den også omtales i folkemunde, får sin stadiondebut til sæsonens sidste kamp på lørdag d. 1. juni, når B.93 tager imod Hillerød Fodbold.
Hos B.93 glæder man sig til at kunne forkæle publikummet med, hvad der nu må betegnes som landets bedste stadionplatte.
“‘Børgen’ er byens bedste pølse. Harry’s Place er en ikonisk pølsevogn, der er garant for en helt særlig old school-københavnerstemning. Her kommer folk fra alle dele af byen forbi til en bid mad og en sludder med sidemanden. Det er et helt særligt sted, som man ikke finder andre steder i København. Det er en oplevelse, der matcher netop dét, vi gerne vil tilbyde vores fans og publikum til vores kampe. Derfor ligger et samarbejde lige for, og vi er glade for, det endelig er lykkedes at få det i stand. Vi glæder os til at byde Børgen fra Harry’s Place indenfor på Østerbro Stadion,” siger kommerciel direktør i B.93, Mikkel Christopher Jensen.
Børgen’ er byens bedste pølse. Harry’s Place er en ikonisk pølsevogn, der er garant for en helt særlig old school-københavnerstemning. Det er en oplevelse, der matcher netop dét, vi gerne vil tilbyde vores fans og publikum til vores kampe.






Medejer af Harry’s Place, Nele Vest, er også glad for samarbejdet med B.93 og ser frem til at forsyne klubbens fans med Børger med Krudt til den kommende kamp og næste sæson, hvor B.93 fortsat vil være at finde i Danmarks næstbedste fodboldrække, Nordic Bet Ligaen.
“Vi glæder os til at kunne levere vores Børge med Krudt til Østerbro Stadion. Her er tale om en af landets mest traditionsrige klubber, med fokus på at skabe oplevelser ud over det sædvanlige for sit publikum, og i den sammenhæng mener vi at en af landets mest kendte pølser, passer ind som fod i fodboldstøvle, blandt de lækkerier som B93 forkæler sit publikum med.
Selvom vi altid vil være dybt forankret på Nørrebro, har vi dagligt gæster fra nær og fjern, såvel ind- som udland, og derfor er vi også helt overbevist om at man vil tage godt imod Børgen på Østerbro.”